En årlig besparelse på 6 millioner liter vand og udledning af 170 tons mindre CO2. Så ambitiøse er målene for samarbejdet mellem Zoologisk Have København og PKA’s energifond, SustainSolutions. Allerede inden sommerferien vil de første resultater med tydelighed kunne ses i flodhestehuset.


Administrerende direktør i ZOO, Jørgen Nielsen, har de seneste 18 måneder stået i spidsen for en omfattende transformation af gæsteoplevelsen i den 160 år gamle have, men det er ikke alt, der kan ses med det blotte øje:

”Restauranter, madboder, kaffe, is, indgangen, toiletter, legeplads – alt har fået en overhaling og et gevaldigt løft. Det giver glade gæster på den korte bane, men for mig er det helt afgørende, at vi også udvikler os med fornuft og omtanke for miljøet. Jeg er derfor glad for at vi i SustainSolutions har fundet en samarbejdspartner med sans for at sætte lige så ambitiøse klimamål som os – og med evnerne til at føre dem ud i livet,” siger Jørgen Nielsen.

Sol og vand

De store besparelser på strøm bliver primært fundet ved at installere nye solcelleanlæg på tagene af en lang række dyreanlæg og bygninger. De besøgende vil også opleve at kunne se bedre gennem vandet til flodhestene, når de tonstunge dyr dykker ned og bevæger sig med lette, fjedrende spring hen over bunden. Det bliver et resultat af, at det anlæg, som renser flodhestenes vandbassin, kommer igennem en energivenlig forvandling og får udbygget kapaciteten. Det vil få vandet til at fremstå klarere.

Den klimabevidste besøgende kan desuden glæde sig over, at faciliteterne også vil blive energiforbedret hos isbjørnene og sælerne.

Ambitionen er, at de nye energiløsninger skærer 20 % af ZOOs samlede strømforbrug, hvilket svarer til strømforbruget i et villakvarter med over 100 parcelhuse. Miljøet bliver hermed sparet for en CO2 udledning på over 170 tons om året. Zoo vil samtidig spare 6 mio. liter vand, hvilket er det samme som 40 familiers årlige vandforbrug.

”ZOO kan sammenlignes med en lille landsby, og vi har på vores afgrænsede område både mulighed og ansvar for at gå forrest, når det gælder fremtidssikrede klimaløsninger og energiforbedringer. Med projektet her er vi godt på vej, og det er jeg selvfølgelig stolt og glad over,” afslutter Jørgen Nielsen.

Klimavenligt afkast

Med SustainSolutions får København Zoo en fuld finansieret energirenovering på 12 millioner kr., der betales tilbage gennem energibesparelsen over 11 år. På den måde skal ZOO ikke have penge op af lommen, og når investeringen er betalt tilbage, går den fulde besparelse til København ZOO.

Projektet er en del af PKA’s investeringer i den grønne omstilling, som både skaber et afkast til PKA’s medlemmer og gør en positiv forskel for miljøet.

”Langt flere bygninger skal energiforbedres over de næste år, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at blive en CO2-neutral hovedstad i 2025. Det kræver, at langt flere handler og tager ansvar for at nedbringe sit forbrug ligesom København ZOO,” fortæller PKA’s energifonds CEO, Christian Niepoort.

Energiprojektet hos København Zoo er gået i gang og står færdigt ultimo juni.