PKA’s energifond, SustainSolutions, lægger pengene til at etablere solceller på to fynske plejecentre. Solcellerne bliver betalt tilbage med besparelserne på elregningen, så beboerne får grøn strøm uden at skulle have penge op af lommen.

”Når investeringen er betalt tilbage, går den fulde besparelse til beboerne i form af lavere udgifter til el. Et solcelleanlæg har en forventet levetid på 25-30 år, så de vil opleve store besparelser mange år frem.” fortæller SustainSolutions CFO Jesper Hem. Foto: SustainSolutions

År 2019 kommer til at stå i klimaets tegn for beboerne på Plejecenter Kildebakken i Vissenbjerg og Plejecenter Vesterbo i Søndersø. Inden længe vil der nemlig skyde solceller op på tagene af de to plejecentre.

Solcellerne kommer sammenlagt til at producere ca. 85.000 kWh om året, hvilket svarer til det årlige strømforbrug i 20 parcelhuse. Miljøgevinsten kommer til at være en besparelse på ca. 30 tons CO2 om året. Det glæder Martin Massenbach, som er formand i afdelingsbestyrelsen i Boligselskabet BSB Nordfyn, hvor Plejecenter Vesterbo hører under.

”Vi er glade for, at det har kunne lade sig gøre at få solceller uden at beboernes husleje stiger. Det er win-win for os og for miljøet.” fortæller han og forsætter: ”Den almene bygningsmasse rummer et enormt stort potentiale for at producere grøn energi via solceller, men loven er desværre mere en bremseklods end katalysator for at indfri de grønne ambitioner. Det skal vi have lavet om på.”

Det er Mathias Palle Hansen, formand for afdelingsbestyrelsen i Boligselskabet Vissenbjerg, hvor Plejecenter Kildebakken hører til, helt enig i.

”Besparelserne betaler solcellerne tilbage og når anlægget er tilbagebetalt, får vi ca. 70.000 kr. ekstra om året. Det er sund fornuft og det bør være nemmere at gennemføre grønne tiltag, så de almene boliger i højere grad kan bidrage til den grønne omstilling.” siger han.

Grøn og ’gratis’ strøm
Det er SustainSolutions, som både skal finansiere og være ansvarlig for at etablere solcellerne, der betales tilbage gennem energibesparelsen over de næste 11,5 år.

”Når investeringen er betalt tilbage, går den fulde besparelse til beboerne i form af lavere udgifter til el. Et solcelleanlæg har en forventet levetid på 25-30 år, så de vil opleve store besparelser mange år frem.” fortæller SustainSolutions CFO Jesper Hem.

Det er en smart måde at gøre det på, mener Claus Olesen, kundechef hos Domea, som administrerer de to plejecentre:

”Det er fantastisk at se projekter som disse blive til virkelighed. Boligselskabernes energiforbrug og CO2-aftryk skal sænkes og derfor har vi altid øje for nye og innovative tilgange til at spare energi.” fortæller han.

Velkendt på Fyn
SustainSolutions har i flere omgange installeret solceller og energirenoveret bygninger på Fyn. Fondens midler blev eksempelvis startskuddet til, at Hjemly Fri- og Idrætsefterskole i 2017 fik installeret LED-belysning, varmepumper og solceller for 4 mio. kr. Til stor gavn for skolen, som aktivt bruger teknologierne i undervisningen og ikke mindst for de lokale håndværkere, som fik mere at se til.

SustainSolutions har i alt givet tilsagn til grønne projekter for ca. 200 mio. kr. og ifølge Jesper Hem, CFO hos energifonden, er dette kun begyndelsen. Der ligger nemlig et stort potentiale i at udbrede modellen.

”Vi har skabt en ny tilgang til at energiforbedre og producere grøn energi og vi har vind i sejlene. Projekterne skaber gode resultater for bygherre, sikrer et fornuftigt afkast til PKA og reducerer samtidig CO2 til gavn for klimaet.” siger Jesper Hem.

Installationen af solcellerne på plejecentrene vil blive udført i februar 2019 af JKEL-Glamsbjerg.

Yderligere information

Kommunikations- og pressekoordinator, Sophie Graabirk, 2238 8539, sgr@sustainsolutions.dk