Boligforeningen FOB kommer i mål med første energispareprojekt, som et led i en større strategisk målsætning om at spare energi i samarbejde med SustainSolutions, PKA’s energifond.   

Foto: Boligforeningen FOB

Et sundere indeklima, bedre udendørsbelysning og en mindre el- og varmeregning er netop blevet virkeligheden for beboerne i Ringparken i Slagelse. Boligerne, der hører til den almene boligforening FOB, har gennem det seneste halve år gennemgået en større energivenlig forvandling. Her er ældre tekniske installationer blevet erstattet med nye, hvilket vil skabe besparelser på 360.000 kWh årligt. Det svarer til det årlige strømforbrug i 70 parcelhuse og kommer til at spare miljøet for ca. 120 tons CO2.

Projektet er det første resultat af en større rammeaftale, som FOB har indgået med PKA’s energifond, SustainSolutions, om at energiforbedre boligforenings totale ejendomsmasse på 3.700 boliger. En større strategisk målsætning, som har høj prioritet hos Flemming Stenhøj Andersen, adm. direktør hos FOB.

”Vi synes det er vigtigt at støtte op om FN’s verdensmål og det kan vi bl.a. gøre ved at sænke vores boligers energiforbrug og CO2-aftryk til stor gavn for klimaet. Vi er glade for at være kommet succesfuldt i mål med første projekt. Nu vil vi gå i gang med at finkæmme resten af vores boliger for mulige besparelser.” siger han.

Energibesparelsen betaler tilbage

Som en del af rammeaftalen, har PKA’s energifond, SustainSolutions, både været ansvarlig for at finansiere og udføre projektet til en værdi af 7 mio. kr. Projektet bliver primært betalt tilbage gennem energibesparelsen over de næste 10 år.

Ældre ventilationsanlæg er blevet udskiftet med energieffektive modeller ligesom varmecentralerne bl.a. er blevet opgraderet med nye cirkulationspumper og varmtvandsbeholdere. Belysningen på fællesarealerne er også blevet udskiftet med energivenlige LED lyskilder, der både sparer energi og giver mere lys.

”Når investeringen er betalt tilbage, går den fulde besparelse til beboerne i form af lavere udgifter til el. Installationerne har en forventet levetid på 15-20 år, så udover at gøre noget godt for miljøet, vil de vil opleve store besparelser mange år frem.” fortæller SustainSolutions CEO Christian Niepoort.

Det har været positivt at kunne energiforbedre boligerne uden det har medført de normale, store huslejestigninger for beboerne, mener Michael Wolfhagen, som er områdeleder hos FOB.

”De nye installationer har givet Ringparken et løft. Der er fuld tryk på det varme rindende vand og belysningen har fået området til at blomstre op. Almene boliger er for alle. Det har derfor haft stor betydning, at der er blevet taget højde for at besparelserne på energien og driften kan betale projektet tilbage.” fortæller han.  

Installationerne er udført af Uglebjerg VVS ApS, SV. AA. Nielsen A/S og Eklink A/S.

Yderligere information
Sophie Graabirk, kommunikations- og pressekoordinator, SustainSolutions, tlf. 26 14 87 45,  sgr@sustainsolutions.dk