PKA’s energifond, SustainSolutions, medfinansierer en udvidelse af Grønhøj Bioenergis 10.000 m2 store biogasanlæg i Grønhøj tæt på Viborg.

Foto: Grønhøj Bioenergi

Biogasanlægget der er placeret i grønne omgivelser, er netop blevet udvidet med to store cirkelformede tanke. Det har resulteret i, at varmeproduktionen er blevet øget med 30 %.

Det udvidede biogasanlæg har en samlet værdi på over 130.000.000 kr. og producerer nu 9 mio. kubikmeter grøn gas om året, hvilket svarer til 5.000 husstandes årlige forbrug.

”Vi ville gerne udvide biogasanlægget, for at producere grøn gas til mange flere husstande. Det har bl.a. kunne lade sig gøre ved hjælp af midlerne fra PKA’s energifond. Det kan nemlig være udfordrende at få finansieringen på plads i denne type projekter.” fortæller Thomas Johansen gårdejer og direktør hos Grønhøj Bioenergi ApS.

Anlægget skød op på Thomas Johansens jord tilbage i 2017. Her blev anlægget oprindeligt etableret med seks store cirkelformede betontanke på hver 4.600 kubikmeter, en læsse-lossehal, et plansiloanlæg, et opgraderingsanlæg, en brovægt, vejanlæg samt en administrationsbygning.

Anlægget bruger primært egen husdyrgødning til at producere varme. Ved at benytte gødning bliver brugen af fossile brændstoffer nedbragt, ligesom udledningen af drivhusgasser fra gødningen bliver reduceret.

Klimavenligt afkast
SustainSolutions er en af PKA’s klimainvesteringer, som både skaber et afkast til PKA’s medlemmer og gør en positiv forskel for miljøet.

Energifonden har primært investeret i at energiforbedre eksisterende bygninger ved bl.a. at opgradere ventilation, belysning, varmeinstallationer og installere solceller.

Det er fondens første investering i biogas, hvilket SustainSolutions CEO, Christian Niepoort, ser som en oplagt udvidelse af fondens aktiviteter.

”Biogas er en god investering, hvis man tager de rette forbehold. Det har vi gjort og anlægget producerer rent faktisk over forventning.” fortæller Christian Niepoort og fortsætter:

”Klimaet er vor tids største udfordring. Det er nødvendigt både at energiforbedre den eksisterende bygningsmasse og udbygge vedvarende energi for at opnå klimamålet i Paris-aftalen. Begge områder mangler solide investeringer.” siger han.

Fonden har givet tilsagn til grønne projekter for ca. 160 mio. kr. Projekterne sparer over 1.000 tons CO2 om året og giver samtidig et fornuftigt afkast til PKA’s medlemmer.

Yderligere information

Kommunikations- og pressekoordinator, Sophie Graabirk, 2238 8539, sgr@sustainsolutions.dk